MOB i virkeligheden
Arrangementet er pga. sygdom udskudt til senere.
Kære klubkammerater.
Så er det snart tid for anden del af vores MOB kursus, nemlig hvor vi på vandet, skal redde
hinanden op i båden igen. Rent praktisk kommer det til at foregå i havnebassinet foran klubhuset.
Der vil være brug for nogle frivillige vandhunde, der er parate til at springe i vandet, for
at lade sig rede op igen, eventuelt iført våddragt, hvis man er i besiddelse af en sådan.
Vi mødes i klubhuset for at aftale nærmere.
Man kan godt deltage i det praktiske kursus selv om man ikke var med til den teoretiske del.
Dansk Søredning stiller sig til rådighed denne aften så alt er sikkert, hvis vi ikke selv kan redde hinanden op.
Selve undervisningen står Karl Johan Andersen fra SejlSikkert igen for.
Arrangementet er åbent for alle brugere af havnen.
Tilmelding er ikke nødvendig da der undtagelsesvis ikke er mad inkluderet i dette arrangement.
På aktivitetsudvalgets vegne,
Marion og Liselotte
Pinsetur
Kære klubkammerater.
Så nærmer Pinsen sig og med den årets Pinsetur.
Som tidligere oplyst skal vi til Vikhög hvor vi har fået lov til at låne deres klubhus.
På havnen er der faciliteter til både boldspil, petanque og dart.
Der planlægges også en tur søndag, hvis interessen er stor nok, til en storkefarm ca. 1 times kørsel fra havnen.
På storkefarmen opdrætter de årligt omkring 100 storke som de sætter fri.
Selve rundvisningen koster ikke noget men da vi skal hyre en bus til at køre os frem og tilbage behøver vi tilmelding,
så vi kan se hvor stor interessen er.
Hvis vi kan fylde bussen (22 personer) er prisen pr. person dkr. 150, -
Hvis I vil med på storketuren så meld jer til senest torsdag i næste uge 29/5.
Af hensyn til planlægningen generelt, vil vi gerne have et overblik over hvor mange vi bliver, så tilmeld dig på
kastrupsejlklub@gmail.com
med bådnavn og hvor mange I er ombord og om I vil deltage i storketuren.
Vi håber at se rigtig mange både, især da det er en kort tur på tværs af sundet.
På aktivitetsudvalgets vegne
Marion og Liselotte
Vores forskellige afdelinger
Ungdomsafdelingen giver den fortsat god gas flere dage om ugen.
Det er skønt og helt fantastisk, at der igen er kommet drive i afdelingen.
Der er også lavet flere investeringer bl.a. på baggrund af støtte fra flere fonde.
Hobie afdelingen og Sejlerskolen er også flittige på vandet.
Se mere under fanen Udvalg / Ungdom
Nyt havnereglement
Tårnby Kommune har i samarbejde med havnekontoret udarbejdet et nyt havnereglement, se kommunens hjemmeside.
Det er lagt op på vores hjemmeside under fanen Havnen - Kastrup Sejlklub.
Har man spørgsmål, eller er der noget, som man er usikker på, kan man henvende sig på havnekontoret, så man er sikker på, at man følger reglerne for at have båd på havnen, hvilket også gælder, hvis der skal arbejdes på båden på den ene eller anden måde.
Køb og salg
Hvis du ikke er klar over det, så har vi en fane her på hjemmesiden, hvor det er muligt at skrive, hvis der er nogle ting til båden, som man står og mangler.
Det kan også være ting til båden, som man ikke længere bruger eller har brug for, og derfor ønsker at sælge.
Man kan også give ting væk.
Skriv til klubben, hvis du ønsker at købe, sælge eller give noget væk, se mere her.
Tøj med vores stander
Vi håber stadig, at der er interesse for vores tøj med klubstander og navn - en oplagt julegaveide.
Forretningen kan ikke love at have alle modeller, farver og størrelser hjemme, hvorfor der kan være lidt leveringstid også i forhold til at få trykket på.
Der er opdateringer på bl.a farver, hvor der har sneget sig en støvet grøn ind i serien, når det gælder t-shirts.
Tag lige et tjek på hjemmesiden hos Ama'r Sport og se, om der ikke er noget, der kan friste.
Trykket er tidligere gjort mindre, hvorfor der i en periode var to størrelser at vælge imellem.
Om det stadig er tilfældet, må man forhøre sig om i butikke, hvis man er interesseret i den store stander.
Det vil glæde klubben, hvis medlemmerne støtter op om initiativet og kan være med til at promovere klubben, hvor man kommer frem.
Tøjet kan findes på butikkens hjemmeside eller via dette link.
Det er muligt at bestille det direkte via butikkens hjemmeside og få det sendt hjem eller afhente i butikken.
Hvis man er usikker på størrelsen, så kan man selvfølgelig køre ind til Ama'r Sport og få en snak om det herunder prøve.
Nogle varer kan være udsolgt, men så bestiller butikken det hjem, og der er ikke krav om at købe det.
Delebåd
Delebådsordningen fortsætter også i 2025.
Vi mangler engagerede deltagere, der har lyst til at opbygge et fællesskab omkring og sejle klubbens delebåd - Kløveren, der er en Albin Ekspress. Se mere her.
Er du medlem af klubben og har duelighedsbevis, er du velkommen til at sende os en mail på ksdelebaaden@gmail.com.
Kontakt til bestyrelsen
Ved behov for at komme i kontakt med en fra bestyrelsen eller et udvalg opfordres medlemmerne til at skrive til klubbens mail - kastrupsejlklub@gmail.com eller møde op kl. 18.00 forud for et bestyrelsesmøde - dato for næste bestyrelsesmøde kan findes i kalenderen her på hjemmesiden, hvor man så er velkommen til at møde personligt op.
Det skulle også være muligt at støde ind i et eller flere bestyrelsesmedlemmer i klubhuset eller på havnen både i og uden for sæsonen.
Sejler hilsen
Bestyrelsen i Kastrup Sejlklub
PS. Se også under Hot News, hvor der er link til bl.a. seneste referat fra SAMKAS og link til idrætskurser i Region Hovedstaden, som vores medlemmer har adgang til.
God fornøjelse